Blog 4 - Asante sana Kenya

Jeg pakker snart rygsaekken og rejser hjem til lille privilligerede Dannevang. Der hvor jeg har mine personlige vaerdier fra, som har staaet sin proeve hernede.

Det, at vaere mzungu (hvid) er en udfordring i sig selv. Det tager aar, hvis man skulle integrere sig og anderkendes for den person man gerne vil. Nej, man kan ikke sammenligne en fattig studerende med en fattig hernede, men de fleste vil have noget af en, fordi de forbinder hvide mennesker med rigdom. De fleste anerkender ikke det faktum, at vi er her for at goere noget – grave vores haender lige ned i deres problemer – de ser kun dollartegn. Utallige gange har vi hoert paa folk der siger, du burde give mig en gave, koeb en gave til mig eller vi er ikke rigtige venner foer du har koebt taletid til mig. Det ligger saa langt fra den danske kultur, i det  ligger ogsaa at uligheden ikke er saa gabende stor i Danmark, men venskaber bygges ikke paa baggrund af pengevaerdier, det er naermere et tillidsbrud, at bruge hinanden paa den maade. Folket her bliver opdraget til ikke at kunne stole paa nogen, ikke engang deres foraeldre. Den der skeptiske stemning smitter. Sikkerhedsnettet skal man ogsaa finde andetsteds end de autoriteter man ellers burde kunne stole paa, vi er flere gange blevet bestukket inddirekte, ved at de har stoppet vores taxachauffoer og vi har skyndt os ud, hvorefter de proever at faa penge ud af chauffoeren.

I vores arbejde ude i slumkvarterene skal vi ogsaa tage vores forbehold og vi har ikke paa noget tidspunkt kunne tage ud alene lige meget hvor mange gange borgerne har moedt os. Det er for risikabelt. Saa opsoegende arbejde med borgerkontakt har ikke vaeret muligt uden assistance, saa har laert at skulle samarbejde taet med mine kollegaer. Samtidig kan sproget ogsaa vaere en barriere, da nogle borgere ikke er staerke i sit engelske, saa har vi kommunikeret igennem en kollega, hvis man havde spoegsmaal. Det har vaeret lidt frustrerende, man mangler lidt en staerkere borgerkontakt. Til gengaeld har jeg laert og blevet opmaerksom paa, hvor vigtigt mit kropssprog er i min kommunikation. I det haardere slumkvarter Kibera laerer man ogsaa at distancere sig professionelt. Her er det baade i forhold til kropssproget, for man skal ikke ligne en der er nervoes, selvom man maaske godt kan blive det, da folk kan vaere ret naergaaende, hoejtraabende eller paavirket, men ogsaa i forhold til de soergelige historier man ligger oere til. Her er det traening i ikke at tage for meget af det med hjem. Hvilket virker underligt her, naar det naermest foregaar i sin egen baghave.

Jeg glaeder mig til at komme hjem i en seng, hvor man ikke skal vaere beskyttet mod myg. Et hjem, hvor man ikke skal vaere beskyttet mod uvedkommende, ved at have en vagt rendende rundt (isaer en vagt der begynder at larme meget tidlig morgen). En by, hvor man kan gaa anonymt rundt uden at alle har en mening, kommentar eller hilsen med paa vejen – hver eneste dag.

Naar det er sagt, saa har det vaeret spaendende og udfordrende og med bare en smule form for humor, kan man naa igennem nogle kulturforbistringer. Det er en rigtig god maade, at naa ind til folk paa og det er en rigtig god maade at komme igennem en saa anderledes kultur, hvor meget synes uretfaerdigt og hvor man virkelig staar uden for sin lille komfortable zone.

Laererigt har det vaeret paa det personlige og professionelle plan. Tvaerfaglighed har vaeret en stor del af det. Muligheden for at saette sig ind i arbejdet som paedagog, laerer, sygeplejerske og raadgiver, hvilket er et ret sloeret billede i deres arbejdsgange. En af disse professioner fungerer som lidt af det hele.

Saa har jeg moedt og oplevet nogle helt fantastiske mennesker, som har laert fra sig og hvor man har faaet skabt en gensidig respekt. Nogle mennesker jeg vil tage med hjem i mine tanker. Mennesker som goer et fantastisk stykke arbejde under nogle strenge forhold. Taenk sig, at mange mennesker her ikke faar seksualundervisning nogensinde, de er virkelig uvidende, men der er en udvikling igang. En udvikling der allerede goer, at faerre bliver smittet med HIV. Det er lige nu mange boern der bliver smittet, fordi deres moedre er HIV positive og saa enten er smittet ved foedslen eller ved amningen. Derfor er der et kaempe projekt igang som er Prevent Mother To Child Transmission, som samler gravide kvinder i det naeromraade de bor i og oplyser dem. Det nye er, at man ogsaa proever at faa maendene til at tage del i disse undervisningstimer og jeg har oplevet et foredrag, hvor maendene moedte ind lidt senere til faellesundervisning og det gav et rigtig godt spil.

Et faelles ansvar.

Glaedelig 1. advent derhjemme.

Blog 3 - Tro, kultur og kaerlighed

Paa KICOSHEP er det kristendommen man foelger. Dermed ikke sagt, at der ikke er aabent over for alle slags religioner, men tror det er blevet en faelles grundlaeggende antagelse i organisationen. Hver mandag moedes personalet efter rengoering af organisationen til boen, hvor de skiftes til, at vaere ordfoerer af praediken. Det er forskelligt hvor meget af personalet der deltager. Det foregaar ret hoejtraabende, men er ogsaa smukt med sangene, som lyder overraskende godt – om der saa er tre eller otte til stede – de fleste er foedt med en sangstemme. Her er der mulighed for at dele, hvis man har oplevet noget godt i den foregaaende uge, som man gerne vil takke for eller hvis der er en haendelse i ugens loeb, som man gerne vil bede til skal gaa godt. I det omraade vi bor i, tror jeg hovedsageligt det er kristendommen, som bliver udoevet, men hver soendag kan man baade hoere hoejtraabende praediker og moskeer som kalder til boen i det fjerne. Apropo moskeer, saa ligger der et lejlighedskompleks lige ved siden af organisationen, hvor der kun bor muslimer og lige ude foran mit sovevaerlses vindue er de godt igang med at bygge en moske – der bliver banket og hamret hver morgen. Den naar ikke at staa faerdig mens jeg er her, men med tiden er det ikke hammerslag man bliver vaekket af.

De fattige bruger religionen rigtig meget som et redskab til at tro paa, skabe et haab, raabe efter hjaelp eller ytre sin taknemmelighed til. Vi har vaeret en tur i kirke i Kibera slummen, hvilket var en berigende oplevelse. Vi fulgtes med Charles, som er en af personalet paa KICOSHEP. Vi moedte ham ude foran Kibera og paa vej ned mod KICOSHEP primary school, hvor gudstjenesten blev afholdt, saa vi flere forskellige kirker, i form af smaa blikhuse, som var i gang med soendagens praediken. Den praediken vi overvaerede foregik i et lille klassevaerelse med ca. 20 fremmoedte. Ja nu skal vi ikke glemme, at vi er i Afrika, saa selvfoegelig ankom folk med forsinkelser op til 45 minutter. Paa tavlen for enden af lokalet, stod hvilke salmer vi skulle synge og her placerede to praester sig ogsaa, den ene paa Swahili og den anden som straks oversatte hver saetnning til engelsk. Stemningen var rigtig god og inddirekte var vi med i en af praesternes praediken, der snakkede om, at han havde venner mange steder fra rundt i verdenen og vi skulle laere af hinanden og man skulle foele sig velkommen, nu man var saa langt vaek hjemmefra. Charles var ogsaa saa soed, at rejse sig op og praesenterede os, hvor vi derefter selv rejste os op en efter en og sagde vores navne og forklarede hvad vi lavede her. Herefter sang vi en masse salmer, modtog nadverbroed fra praesten og mod enden var der mulighed for at man kunne sige noget, her rejste Charles sig atter op. Han fortalte, at hans soen skulle giftes paa fredag og alle var velkommne, han fik gaester langvejsfra, som han skulle forsoerge nogle dage, saa hvis nogle havde bare det mindste de kunne bidrage med maatte de gerne det. Saa indsamlingen i lokalet gik igang og der blev indsamlet 920 shillings (ca. 65 kr.), som Charles taknemmeligt tog imod. Dette er normalt, at man soeger velgoerenhed i sin egen kirke. Afsluttende gik alle ud af lokalet og vi stod paa en lang raekke, hvor alle gav hinanden haanden og begyndte livligt at snakke. Vi begyndte stille og roligt at traekke os og Charles fulgte os ud af Kibera igen.

Kirken i Kibera

Salmebog

Om kulturen

Organisationskulturen paa KICOSHEP er egentlig ikke noget man ligger saa meget maerke til, fordi der er stor styring fra ledelsen. De faelles vaerdier og normer er listet op og det er det man arbejder ud fra. Rollefordelingen ligger lidt i de faglige kompetencer. Der er god stemning blandt personalet og man hjaelper hinanden med det fysiske arbejde. Jeg har dog paa fornemmelsen, at man ikke forsvarer hinanden, da det er vigtigere at holde sin egen sti ren. Meget af personalet har flere gange om ugen arbejde der foregaar uden for klinikken, saa det er egentlig ogsaa meget selvstaendigt arbejde, hvor man ikke soeger stoette hos hinanden. I det hele taget er det meget hierakisk, hvilket man ikke er vant til hjemmefra.

Om menneskesyn

Hjaelpen til de svage bygger paa vurdering og kategorisering. Det er en utrolig overfladisk hjaelp og vil den hjaelpesoegende ikke aendre sig eller kaempe haardt nok, saa opgiver man ligesom personen. Der er ingen steder man kan sende personen hen, der er ingen plan B. Et eksempel fra en af de andre studerendes oplevelse med en misbruger, som kommer paavirket ind paa klinikken og gerne vil testes for HIV: Manden har vaeret misbruger de sidste 15 aar.  Han faar af vide, at han ikke kan testes naar han er paavirket, han maa tage hjem og sove og komme tilbage dagen efter. Manden overvinder sig selv endnu engang og kommer tilbage dagen efter, dog stadig paavirket. Raadgivningen bliver, at han skal stoppe med at vaere misbruger, saa han kan faa sig en kone og faa sig en familie. Derefter blev han bedt om at gaa, for han kom sikkert for at stjaele. Hvor blev forandringsperspektivet af? Stoetten i at definere egne problemer og loesninger. Helhedssyn. Etik. Kommunikation.

KICOSHEP har flere distrikter, hvor der er forskellige slumkvarterer de har et samarbejdende arbejde i – hvor skal man starte med at rede hele den kaempe haardknude ud. Den ulighed.

Om kaerlighed

Naevnte i det ovenstaende, at Charles sagde, at alle var velkomne til hans soens bryllup – vi var ogsaa inviteret.

16. November 2012

Vi staar op og skal paa skift i bad, hvorefter vi paafoerer os vores afrikanske toej, som er koebt til lejligheden. Personalet bliver helt vilde da de ser os. De er alle inviteret, men ingen tager med. Vi har forudbestilt en taxa, som henter os kl. 10.30 og vi er ved kirken kl. 11.20, da vi har lovet Charles at komme i god tid. Ceremonien skulle starte kl. 12.00, men paa grund af trafik naar brudeparret foerst frem ved en 13.30 tiden. Hele ceremonien foregaar ved at praesten taler, koret synger, nogle venner holder en lille tale, boenner, nadver og selve vielsen, hvor alle stiller sig op og klapper bagefter, parret skriver under og holder papiret oppe og igen bliver der hujet og klappet. En sidste boen og derefter forlader alle kirken og der kan tages billeder.

Vi stiger hurtigt ind i taxaen, vi havde faaet taxachaufoeren til at vente, og koerer videre til det sted hvor receptionen skal afholdes. Kl. er nu blevet 16.00 og vi halvloeber op til buffeten, hvor der ingen koe er fordi vi er nogle af de foerst ankomne gaester. Her gaar et live band igang og den store hal bliver lige saa stille fyldt op. Midt i hallen er der en scene, her er der daekket op til brudeparret og de naermeste venner/veninder. De ankommer senere end os andre og faar serveret mad, imens den naermeste familie holder tale. De taler ud til gaesterne og ikke til parret og det hele bliver filmet. Imens bliver smaa kuverter delt ud paa bordene, hvor man kan ligge nogle penge i til brudeparret. Herefter er der lidt dans og underholdning og saa skal kagen skaeres for. Vi sidder allesammen og foelger med i at de giver hinanden et stykke, imens brudepigerne klaedt i ens gule kjoler gaar rundt med en kurv. Her er der et lille stykke kage pakket fint ind, som er til gaesterne. Resten af den store flotte bryllupskage bliver pakken ned i kassen igen, saa brudeparret kan faa den med hjem. Efterfoelgende bliver de naermeste praesenteret og danser op med deres gaver til parret, som takker, men ikke aabner gaverne. Herefter takker bandet af paa brudeparrets og deres egne vegne og resten af gaesterne kan ligge gaverne over paa gavebordet, saa det goer vi. Herefter gaar folk og smaasnakker lidt og giver haand og kram til brudeparret, mens andre allerede begynder at stable stolene sammen. Brudeparret tager videre paa bar og vi hopper ind i taxaen igen og vender snuden hjemad.

Bryllupskagen til gaesterne

Det var rigtig spaendende at opleve og Charles var saa glad og stolt over at have os med. Forskellen fra Danmark var virkelig tydelig i forhold til, at det naermere foeltes som en konference. Hyggen og intimiteten var der slet ikke og brudeparret var meget reserveret ved at de skulle sidde oppe paa en scene langt fra de andre borde. Charles fortalte os, at grunden til at de ikke sad sammen med familien var , at de ikke kunne snakke frit, hvis foraeldrene var der.  Paa samme maade besoeger foraeldrene heller ikke boernene i deres hjem, fordi det er deres privatliv de traenger sig ind paa.

Blog 2 - Lunefulde Kenya

Halvvejs i forloebet – sikke en rejse. Dog paa tide at faa skrevet lidt.

Jeg vil fortsat beskrive hvad KICOSHEP indeholder, kort remse op hvad vi har laert og omsaette noget af det til hvad jeg har oplevet i praksis, samt beskrive hvordan en hverdag kan se ud hernede.

Programmer:

-          Behandling, pleje og stoette

-          Sikre overlevelse (GSL, Group Savings and Loans) som bl.a. omfatter, at nogle paa den maade kan opstarte en lille forretning.

-          Laering om graviditet, sundhed og rettigheder (f.eks. foedselsforberedelse, information om at de kan komme til KICOSHEP og foede, hvis ikke de har en aftale med hospitalet eller andre).

-          Opbyggelse af kapacitet ved at mobilisere/motivere folk til at faa et bedre liv – empowerment.

-          Advokatbistand I den forstand, at man oplyser dem om f.eks. boerns rettigheder, sundhed, foedsler, pleje af terminale borgere, forebyggelse af HIV/AIDS osv.

-          Netvaerk og samarbejde/realisere faelles maal, saasom med "the government", andre NGO´s (non governmental organisation), lokalt og internationalt, FBO (Faith Based Organisation) og CBO (Community Based Organisation).

Undervisning:

-          Home Based Care, er noget de ansatte paa organisationen laerer familiemedlemmerne til en syg borger, da mange ikke har raad til hospitalsindlaeggelse. Dette indebaerer:

o   Klinisk pleje

o   Sygepleje

o   Oevelser og raadgivning (en form for fysioterapi)

o   Psykisk og foelsesmaessig pleje (forbedre livskvaliteten og raadgive dem i at acceptere deres sygdom)

o   Spirituel pleje, herunder planlaegge hvem der skal tage sig af boernene og arven.

-          Mobilisation, er noget de bruger rigtig meget tid paa. Det indebaerer, at man tager ud i slummen og moeder borgerne, besoeger dem i eget hjem og oplyser dem om hvad KICOSHEP kan tilbyde og faar som eksempel samlet folk til at komme ind paa klinikken og faa taget en HIV test af sig selv og boernene.

-          Condom demonstration, hvordan de gaar ud og oplyser borgerne om vigtigheden af praevention og hvordan vi skulle gaa ud og fange deres opmaeksomhed og raadgive.

-          Hygiejne

-          Psykosocial stoette, hvor man gaar ud og snakker med borgerne – i dette tilfaelde gerne boernene – hvor man laver nogle aktiviteter og laerer dem noget, saa de for en stund glemmer deres problemer eller sygdom.

-          4 dages undervisning paa Baraton University, b.la. vedroerende faget socialt arbejde og raadgivning.

Praksis:

-          Psykosocial stoette.

Vi har vaeret ude i et omraade der kaldes for Masai Manyatta et par gange. Her moeder vi ind paa en lille skole og boern i alle alder stimler lige saa stille til og ser nysgerrigt paa os. De er i slidt og beskidt toej, mange med snotten der loeber og de helt smaa gaar ikke med ble, men maa tisse i bukserne. Nogle har influenza, som de ikke faar noget medicin for, andre er smittet med HIV.

Efter et stykke tid er vi ikke saa fremmede for dem laengere og vi leger med dem, underviser dem med vores kropssprog, da ikke alle forstaar engelsk, synger og danser og den ene af gangene havde vi bolde med. Da vi gaar er det med et smil paa laeben fra alle parter.

Det var baade roerende og glaedeligt at moede disse boern, men disse foelser er ogsaa med til at man er fuldstaendig naervaerende og opmaerksom. Man foeler selv man bliver beriget, idet man udvider sit verdensbilled.

-          Condom demonstration.

Samme sted som ovenstaaende, tog sygeplejersken Margareth, en snak med kvinderne om praevention. Hun demonstrerede et kvindeligt kondom for dem og jeg var overrasket over, at se unge kvinder, som havde mellem 3 og 5 boern sidde og fnise som teenagere. Margareth talte alvorligt med dem, men med et smil paa laeben og de lyttede, men de var bestemt ikke interesserede I kondomet – ogsaa fordi det ligger saa langt fra deres kultur, som mener, at man fratager et barns liv ved at bruge praevention. Samtidig var det som om de ogsaa godt kunne se fornuften i ikke at saette flere boern til verdenen som de ikke har plads til i deres smaa hytter, som  er lavet af trae og kolort. En kvinde i gruppen havde en p-stav i armen og Margareth roste hende. Paa trods af at dette dog ikke forebygger HIV/AIDS. Samtidig var der laering om P.M.T.C.T. (Prevent Mother To Child Transmission), som er forebyggelse af spredning af HIV/AIDS fra mor til barn.

Hverdag:

Fuata Nyango

2. oktober 2012

Jeg staar op og vikler mig ud af mit myggenet. Idag skal tre af os med ud i slumkvarteret Fuata Nuango og vi skal foelges med sygeplejersken Margareth. Vi tager afsted kl. 09.00. Derude moedes vi af mennesker, som er venlige og vi foeler os velkommen. Gaderne holdes nogenlunde rene og vi faar af vide, at i dette omraade stjaeler ingen fra hinanden – fanger man en tyv, slaar man vedkommende ihjel.

Naar man begiver sig ud i slummen skal man altid starte med, at moedes med en caretaker.  Dette er en person, som kender slummen, kender borgerne og har nogle klienter, som han/hun skal se til og rapportere til KICOSHEP. De arbejder frivilligt. Caretakeren vi starter med at moedes med har nogle klienter, som hun gerne vil have Margareth til at se paa, men vi bliver ogsaa hevet fat i af folk paa gaden, som gerne vil have vi kommer forbi dem.

Vi starter hos en 38-aarig kvinde, hun bor nede i en meget smal gade, da blikhusene ligger saa taet op af hinanden og pladsen indenfor er meget snaever. Hun har et barn paa to maaneder og hendes bekymring er, at hun er alene, nu mor til to og intet job – hun har derfor ikke raad til mad. Vi fandt ud af, at der bliver set lidt nedvaerdigende paa dem, som ingen mand har, klienten vidste heller ikke hvem faderen var til det nyfoedte barn. Raadgivningen blev, at hun skulle tage til KICOSHEP og deltage i programmet P.M.T.C.T. (Prevent Mother To Child Transmission) og her kunne hun modtage en pose ris. Naeste klient er en kvinde paa 26 aar, hun foeler sig utilpas og hendes mand er taget hjem til der hvor de oprindeligt kommer fra, hun har derfor svaert ved alene at tage sig af deres tre boern i den tilstand. Da Margareth ikke gaar rundt med meget andet end panodiler i sin sygeplejetaske bliver klienten bedt om at komme til KICOSHEP for behandling. Saa havde vi et tjek besoeg, hos en klient, vi havde til observation og behandling i to doegn paa KICOSHEP. Hun havde tuberkulose. Her var det opfoelgning af klientens helbred og raadgivning til hendes soester, som hun boede sammen med, hvordan hun skulle tage sig af klienten. Vi moedte tre gravide kvinder, som alle fik information omkring at komme til KICOSHEP og foede, hvis de ikke havde andre muligheder og en blev bedt om at henvende sig hos KICOSHEP for at faa mad, da hun havde en meget lav blodprocent og samtidig ikke havde raad til mad. Herefter var vi hos en 5-aarig pige og hendes foraeldre. Pigen havde problemer med musklerne og vi gennemgik hospitalspapirerne og Margareth saa paa de maerker pigen havde faaet, fordi hun vaelter hele tiden pga. sine svage muskler. Herefter tog vi til en aeldre kvinde paa 65 aar, hun havde vaeret ude for en bilulykke og havde rigtig mange smerter og derved svaert ved at sove. Margareth gav hende panodiler som hun skulle tage tre gange om dagen. Vi moedte tilfaeldigt hendes barnebarn paa 15 aar, hans mor er doed, saa han boede nu hos sin bedstemor. De fik information om det "Grandmother Project" der er oprettet paa KICOSHEP, som stoetter bedsteforaeldrene i at tage sig af boerneboerne, hvis foraeldre gaar bort I en tidlig alder.

Efterfoelgende snakkede vi med flere carehealthtakers, som ogsaa giver lettere adgang til borgerne, fordi de stoler paa dem og boernene farer til og ville alle sammen haenge paa mine arme, saa vi pjattede lidt med dem. Saa gaar turen hjem. Vi skal skrive rapport om alle de borgere vi har moedt, saa der kan laves opfoelgning naeste gang vi kommer.

Naar arbejdsdagen er slut tager vi over og handler i et kaempe indkoebscenter, som ligger 10 min. vaek. Naar vi er hjemme igen er personalet gerne taget hjem og saa har vi koekkenet for os selv. Vi laver mad over et gammelt gaskomfur og saetter os op paa altanen og spiser.

Kl. 18.30 saenker moerket sig over Nairobi og myggene svaermer frem …

Kibera

6. November 2012

Vaekkeuret ringer kl. 7.15, den her uge er jeg tilknyttet KICOSHEP Primary School sammen med Sabrina. Det er tirsdag, for vores mandage gaar altid med rapportmoede og planlaegning sammen med KICOSHEP´s personale. Vi skal have to matatu´er derud (som  er det transportmiddel vi benytter os mest af hernede, det har samme funktion som en bus derhjemme, hvor de forskellige matatu´er har deres egen rute, alt efter hvilket nummer de har staaende i ruden. Det er en privatejet minibus, hvor folk bare propper sig ind med sin baggage, men oprindeligt er der ca. plads til 14 passagere).

Vi staar af ude foran Kibera slummen - en af Afrikas stoerste slumkvarterer- kl. 8.30. Paa grund af vores sikkerhed maa vi ikke gaa alene hen til skolen, saa vi venter altid paa, at blive hentet af skolens vagt. Paa os har vi ikke andet end smaapenge til matatu´en, haandsprit og en lille notesbog I en taske gemt under toejet.  Normalt sker der ikke noget, men man skal tage sine forbehold. Vi gaar igennem den del af slummen, hvor alle forretningerne ligger. Alt fra smaa kiosker, slagter, frisoerer, groentsagsboder, snedkere, isenkraemmer osv. ligger klods op af hinanden med smaa boder hvor der laves samosaer og chapati (pandekage lavet paa mel, vand og salt). Der ligger skrald over det hele og hoener, kyllinger, katte, geder og hunde loeber rundt sammen med folket der allerede er godt igang med arbejdet og de boern som ikke gaar i skole. Nogle forretninger hoere musik for fuld udblaesning og i luften haenger lugten af kul, som de bruger i de udendoers koekkener blandet med skrald i forraadnelse. 

Vi traeder ind paa skolens omraade og bliver altid moedt af en gruppe boern og med saetningen "how are you? ". Vi moeder ind paa laererkontoret og planlaegger dagen. Idag skal vi vaere paa biblioteket og faar til at starte med en 5. klasse i to lektioner (2x35 min.), her skal hoere dem i at laese hoejt og give et referat af hvad de har laest, saa man sikre sig, at de ogsaa har forstaaet. Der gaar ikke en gang en time, saa er nogle af boernene meget urolige og jeg begynder at snakke med nogle af dem om familieforhold, deres kendskab til sygdomme osv. og de er faktisk meget bevidste og har en fornemmelse af at skolen goer et stort stykke arbejde. De har b.la. lektioner som engelsk, Swahili, matematik, laering af kroppen/seksualundervisning, biblioteksdage og fysiske aktiviteter. Da uroen blander sig i hele klassen, naa  ja, skal lige fortaelle, at det er 40 elever vi fik ansvaret for, saa beslutter vi os for at samle dem og synge, hvilket er noget de elsker og er virkelig gode til. Kl. 11.00 er der groed ude i skolegaarden, hvor de bliver raabt op efter klassetrin og alle har de deres egen kop eller platikboette, som de faar en stor skefuld groed i. Vi hjaelper koekkendamerne med at servere. Dette er for at holde boernes maver maette. Det smager ikke af saa meget eller saerlig godt, men naar maverne er fulde kan de bedre koncentrere sig.

Herefter er vi tilbage paa biblioteket hvor vi faar en 4. Klasse, som skal hoeres i at laese. Her er der kun 20 elever og der er meget mere ro over det.

Kl. 12.45 er der frokost – majs og boenner – som vi ogsaa hjaelper til med at servere for boernene. Forskellen er bare, at her bliver deres navn raabt op. Dette maaltid er nemlig kun for de boern, hvis foraeldre betaler 350 ksh om maaneden (svarer til ca. 25 kr.). Herefter faar vi selv en pause. Vi faar serveret te, som er varm maelk og vand blandet sammen og en pakke toastbroed. Dette er noget der gaar igen naesten alle steder, jeg har foer oplevet det til et moede med KICOSHEP og andre organisationer, hvor der ved frokosttid kommer en bakke ind med toastbroed og smoer. Her staar de saa og smoere tre skiver og klapper dem sammen som en sandwich! Efter en kop te snakkede vi med ledelsen om, at vi en anden dag kunne faa lov til, at observere en undervisning og derefter selv planlaegge en lektion med en klasse. Det var de aabne overfor, saa vi skal hjem og planlaegge.

Da vi skulle ud af skolen, maatte vi vente paa vagten kom tilbage, saa han kunne foelge os ud af Kibera, I mellemtiden kom der en flok boern baerende paa en af de stoerre piger, som var kokllapset. Hun kom ind og ligge i et rum med en madras og hendes veninder hjalp hende til bevidsthed igen. Ingen voksne kom til og naar vi spurgte ind til det, saa var det noget der skete tit, men laegerne vidste ikke hvad hun fejlede. Hmm, skraekkeligt.. Naar jeg tager denne del med er det lige saa meget for at fortaelle, at boernene her er meget selvstaendige, selvom de stadig er boern i deres latter og leg, saa er de vant til allerede som ret smaa, at tage sig af sine mindre soeskende.

Livets hemmelighed

Et brød kan ikke gemmes

og stadig være godt,

men det kan altid deles,

om end det synes småt.

-          Knud Jacobsen

Blog 1

Der er nu gået 14 dage siden vi sagde farvel til vores nærmeste i lufthavnen - tiden er fløjet afsted. Dels fordi det hele er så nyt og man skal lige finde sig selv i en helt anden hverdag, som ligger langt fra den man er vant til at gå rundt i derhjemme. Kulturen er anderledes og lige meget hvor meget man har læst på det hjemmefra eller hørt om det, så kommer det alligevel bag på en når man står i det. Har du hørt om "afrikansk tid"? Ja så er alt hvad du har hørt rigtigt. De er ikke så disciplineret omkring tid - det hele foregår i et tempo de selv styrer. Dette kan til dels også gøre at dagene går hurtigt, da der indimellem hver ting man foretager sig er ventetid. Spørgsmålet er så om man kan lære af det? Og ja, hvis man giver slip og lader sig rive med i "det vi ikke når idag, når vi imorgen", så er man bare mere nærværende. De har altid tid til at sige hej og spørge hvordan det går og er ivrige efter at lære fra sig og ligeledes nysgerrige på at lære.

Mit mål ved at tage min praktik i Afrika er bl.a. at opnå viden omkring socialt arbejde i Kenya og samle information omkring deres kultur og hvordan de udøver socialt arbejde over for deres klienter i de tilstande de lever i, da vores arbejde og observationer primært vil foregå i slumkvarteret Kibera. Ydermere vil jeg også opnå indsigt omkring regler, kultur og religion i slumkvarteret.

Vores undervisning og arbejde foregår gennem KICOSHEP - Kibera Community Self Help Programme - som er en organisation som er startet op i 1991 af direktøren Anne Owiti.
Deres mission er at forbedre livet hos marginaliseret og sårbare mennesker, dem der er smittet og/eller påvirket af HIV/AIDS og dem der har alvorlige sygdomme såsom kræft.
Deres vision er en selvhjulpen, glad, sund og sikker nation.

KICOSHEP har forskellige programmer, hvorpå der bliver gjort meget ud af omsorg for de syge, samt implementere empowerment og selvfølgelig forebyggelse af HIV/AIDS blandt de unge.

Dette vil jeg fortælle mere om når jeg har oplevet det i praksis.

Vores boligforhold er også beliggende hos KICOSHEP. Vi lejer nogle værelser som er ovenover klinikken. Her er kun senge og en reol til rådighed, resten skal man selv medbringe. På denne etage er der også nogle kontorer, et møde/undervisningslokale og vores vagt har også et værelse. Så har vi fået en lille altan til rådighed, som vi kan aflåse, hvor vi spiser og hygger om aftenen.
Nedenunder er toiletter, fælleskøkken, et lille apotek, hvilerum, som også bruges til fødsler, et lille laboratorie, et patientrum, til overnattende patienter som skal observeres og Anne´s kontor.

Jeg vender tilbage når arbejdet ude i "the field" rigtig går igang. Sidste uge var ren undervisning, samt introuge (hvilket er relevant i forhold til at lære noget om de lokale på praktikstedet, i omegnen og vores personlige sikkerhed, herudover har vi også været ude og se nogle turiststeder).